Små fortællinger fra Finnhusenes liv. Læs om: * Ræven i haven * Det dødbringende lindetræ* Store tudsedag * Svend Sejlgarn * Stenalderbørnene ved søen *
Lindetræets dødbringende duft
Chok! En dag vi kommer cyklende hjem ligger der døde humlebier overalt lige udenfor vores have. Under det store lindetræ ligger i hundredvis af humlebier – og kun humlebier!
Tjek på nettet: I dag er den mest fremtrædende teori, at lindetræerne i tørre perioder producere meget lidt nektar. De udsender imidlertid en uimodståelig duft som humlebierne bliver ved med at søge hen til.
Humlebierne løber simpelthen tør for brændstof, fordi de forbruger mere end de indsamler. Et sådan forhold vil under normale forhold få humlebierne til at skifte fødeplante, men linden har nogle tricks! Honningbierne hopper åbenbart ikke så meget på fupnummeret og er derfor mindre repræsenteret i kadaver-bunken under træet. Fra http://danmarkshumlebier.blogspot.dk/
Niels E. Pedersen, Poppelgangen 18
Store tudsedag på Poppelgangen
Vi blev meget overrasket første gang, vi så det! Hvad var det for store brunepletter på vejen? Det var sent om aftenen og ret mørkt. Pletterne kvækkede. Poppelgangen var dækket med tudser. Alene ud for nr. 18 og 16 var der tilsammen 40 tudser. Min kone og jeg var heldigvis på cykel. Hvis vi var i bil og ikke havde været meget opmærksomme, havde mange tudser fået et meget fladt syn på tilværelsen
Tudserne sad og nød varmen på vejen. Rundt om eller ovenpå de store hunner sad hannerne. Pludselig var der en slåskamp om én hun et sted; så bevægede én hun sig med flere hanner på ryggen væk fra vejen – ned mod søen; så kvækkede de i kor. Vi var ude flere gange i løbet af aftenen og se på fænomenet. Næste morgen var de alle væk. Der var heldigvis ingen fladtrykte tudser, men det har vel været et tilfælde. Det skete i 1996. Vi har ikke set det siden, men det foregår også over en meget kort periode.
På min arbejdsplads havde vi i 1997 en udstilling om tudser og frøer og vandhuller. Jeg blev meget begejstret for en beskrivelse af tudsernes liv. Her er en forklaring på hændelsen: ”Når det bliver varmere i vejret i slutningen af marts, kommer tudsen frem for at begynde sin vandring mod den sø, hvor den er født. Den vil helst have varmenætter med regn – i tørre, kolde nætter vandrer den ikke. Tudsen har overvintret et frostsikkert sted. Måske i en kælder eller dybt inde under en brændestabel.
Hvis en han møder en hun undervandringen, klatrer han op på ryggen af hende og lader sig transportere. Når tudserne skal krydse en vej, sidder de tit i lang tid ude på kørebanen.
Når de endelig når frem til vandhullet, bliver der kamp. Alle hannerne kommer, men der er nogen af hunnerne, der kun kommer hvert andet år, så der er ikke nok hunner til hanner. Man kan se 3-4 hanner, der klamrer sig til en hun.’
Når hunnen er klar til at lægge æg, svømmer hun med hannen på ryggen hen til et passende sted, hvor hun lægger æggene, mens hannen befrugter dem. Tudsen er færdigudviklet – fra æg over haletudse til skrubtudse – i juni, hvorefter de vandrer væk fra vandhullet.
Men allerede i april er de gamle tudser vandret væk. De vender tilbage til de kvarterer, hvor de plejer at holde til. Her møder de tudserne, der ikke yngler dette år(unge tudser og gamle hunner). De 2 sidstnævnte grupper afbryder først deres dvaletid i maj.
I sommerkvarteret – en have måske 1 km fra vandhullet – lever skrubtudsen af regnorme, snegle og andre smådyr. Den er et natdyr. Den kan blive meget gammel og 10-12 cm lang. Sidst på sommeren holder den op med at ånde og i september begynder den at finde et godt sted at “overvintre.”
Mange Finnhusebeboere på Poppelgangen, Rytterstien og Stubbevang har oplevet tudserne i haverne: Frygteligt, når man spidder en stor tudse på riven om foråret, mens man river vinterens blade sammen eller når man må opgive at slå græsplænen midt om sommeren, når snesevis af bittesmå tudser vælter frem – tilbage til skoven. Overrasket, når man vander sine tomatplanter og jorden begynder at bevæge sig og en kæmpetudse dukker op af mulden. Forbløffet, når vejen er fuld af tudser. Forsigtigt, når man flytter dem ned til dammen. Forunderligt fænomen!
Niels E. Pedersen, artikel i Jubilæumsskriftet 1948-1998 s. 63
Stenalderbørnene i Finnhusene i 1958
Læs en historie fra 1959 og se avisartikler om stenalderbørnene ved søen på Finnhusenes fællesareal
Rydning af fællesarealet og ordning af kompost i gamle dage
Om Svend Sejlgarn “Vedligeholdelse af fællesarealet var der ikke gjort meget ud af. I Køsters tid (formand 1962 til 1971) var der ikke de store behov, fordi en bylandmand, som jeg lærte at kende under navnet Svend Sejlgarn, kom med sine fjordheste, vogn og slog det høje græs med le. Han lavede små høstakke til glæde for heste og unger. For en porter kunne man få Svend Sejlgarn til at tømme kompostbunken. En lille tur på bukken var service for kvarterets børn.”
Som Svend Sejlgarn kunne Søren Jakobsen også slå med le! Her ved arbejdsdagen i 2005 Søren Jakobsens formands-artikel i Jubilæumsskriftet 1948-1998 s. 31
Mere om Svend Sejlgarn
Der er en lille historie af Christian Obel – barnebarn efter Else Raadam, der boede på Poppelgangen 18 indtil 1992/93. Historien handler om Svend Sejlgarn i Hillerød Lokalhistoriske Forenings blad nr. 1 34. årgang. 2019, s.14: På stykket ned mod Bakkedraget blev der anlagt en fin have. Der har jeg leget meget som barn. På grunden ned mod Skansevej blev der dyrket kartofler. Den blev pløjet af Svend Sejlgarn (Svend Andreas Michael Pedersen) med hans to islandske heste (Nordbaggerne Prins og Mona). Han boede på den anden side af Skansebakken i et lille hus. Det blev dog større med tiden. Han byggede nemlig et hus uden på det gamle og smed det gamle ud gennem vinduerne. Han arbejdede ved støberiet på Nordsten. Hans øgenavn skyldes, at han bandt sit arbejdstøj sammen med sejlgarn.
Fra Facebook
Christian Obel har efterlyst historier og fakta om Skansevej på Facebook – i hvert fald i gruppen Hillerød – før og nu. Her er kommentarer fra nogle af gruppens medlemmer om Svend Sejlgarn :
Ole Sandager: Skansevej 110 Svends Sejlgarns hjem (min morfar), samt billede af huset Svend Sejlgarn kørte jo også rundt i byen med hestevogn mest til slagterne og hentede affald. Hans rigtige navn var Svend Andreas Michael Pedersen
Lone Hansen: Her pløjer Svend Sejlgarn. Det er godt nok ikke Skansevej, men Skovledet/Markskellet i 1961
Mona Ibsen: Svend Sejlgarn kendte jeg også. Han havde to nordbagger, Prins og Mona. Han boede på hjørnet Skansevej/Østervang. På det modsatte hjørne af Østervang boede Pedersen, som med hestevogn (frederiksborghest Tulle og jysk hest Musse – og senere Lise) hentede madaffald fra sygehuset til sine grise. Man kunne altid høre, når han kom ned ad Solskrænten: pruuh, pruuh. Hans bremse virkede ikke særlig godt, og især Tulle kunne godt være noget sprælsk og svær at stoppe, før de nåede krydset ved Bakkedraget. Jeg fik altid lov til at køre med ham. Åh, det var lykken og sidde der og kigge på hestene fra bukken. Når han havde spændt fra, og hestene var kommet på stald, løb jeg hjem igen. Lige pludselig kom Pedersen ikke mere. Det har nok været omkring 1968-69. Og ganske få år efter blev hans lille husmandssted revet ned. Det gjorde ondt i hjertet.
Ræven i haven
Så var der også ræven, han fik sin nattemad oppe under de store graner – efter nogen tid med denne vane, kom han ved højlys dag – det var en hunræv! Med tre hvalpe, de legede på græsset, mens vi så på!
Kirsten Grønbech, Rytterstien 6